HVORFOR ER EN MENTORFAMILIE NOGET FOR MIG?

Du har nogen gange lyst til at være sammen med andre, end dem der bor på din døgninstitution.

Du kunne godt tænke dig at komme et sted, hvor du bare kan slappe af og være dig selv. Du kunne tænke dig at besøge en familie i en weekend engang i mellem, i en ferie eller bare komme forbi på besøg en gang i imellem.

Du vil gerne have en tryg base, også i fremtiden. Du vil gerne være en del af et fællesskab med nogen, som også gerne vil dig. Nogen som vil holde fast i dig så længe du ønsker det – også når du bliver 18 år og skal klare dig selv.

 

HVAD ER EN MENTORFAMILIE?

En mentorfamilie er en familie, som har et brændende ønske om at gøre en forskel for jer børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Derfor er de også frivillige.

De vil gerne være en del af dit liv og de ønsker dig velkommen i deres familie. De vil gerne støtte dig i dit liv og i dine ønsker, håb og drømme for fremtiden.

Måske har familien egne børn på din alder, som du kan lave noget sammen med. Måske har du bare lyst til at slappe af sammen med familien og dem de nu er. Måske vil du gerne være sammen med nogen i fritiden og lave noget sammen.

 

Hvad med min egen familie?

Dine forældre skal naturligvis vide at du får en mentorfamilie. En mentorfamilie er en ekstra familie. En mentorfamilie kan ikke være i stedet for dine forældre – men de kan støtte dig og være der for dig i dit liv.

 

Hvordan får jeg en mentorfamilie?

Din rådgiver i Familieafdelingen kan tilmelde dig. Din rådgiver indhenter samtykke fra din mor og/eller far, der har forældremyndigheden. Du skal bare sige det til din kontaktpædagog eller til din rådgiver. Det er let.