Ny udgivelse fra Mentorbarn
I samarbejde med VIVE og med støtte fra TrygFonden kan Mentorbarn nu udgive en midtvejsanalyse af vores Venskabsfamiliekoncept. Undersøgelsen bygger på en stor spørgeskemaundersøgelse besvaret af 124 venskabsfamilier og giver os vigtige indsigter om vores familier, børnene og de unge, samt de stærke relationer, der etableres.
Her er fem vigtige indsigter fra analysen, men dyk selv ned i hele rapporten her.
Match mellem familier og børn og unge er af høj kvalitet
Mere end 8 ud af 10 venskabsfamilier vurderer matchet med barnet eller den unge som værende godt eller meget godt. Familierne lægger vægt på deres fælles værdier og interesser, samt hvordan barnet over tid bliver en naturlig del af deres familie.
Der etableres stærke og tætte relationer
I gennemsnit vurderer venskabsfamilierne relationen til barnet eller den unge som tættere end det gennemsnitlige forældre-barn forhold. Undersøgelsen viser de tætte bånd, der skabes mellem venskabsfamilier og børn og unge, når man frivilligt vælger hinanden til.
Det er hverdagen, der bærer relationen
Det er ikke store oplevelser, men madlavning, brætspil og hygge i stuen, der bærer relationerne i Mentorbarn. Over 70 % af familierne engagerer sig ofte i hjemlige aktiviteter med barnet eller den unge.
Omsorgen er konstant
Mere end 9 ud af 10 venskabsfamilier udviser altid eller ofte omsorg og nærvær for barnet eller den unge. Omsorgen går på tværs af relationernes længde og tæthed – og er dermed et bærende element i alle match.
Tæthed før udvikling
Relationer virker ikke altid fra start og det kan tage tid at udvikle en tæt relation. Først når barnet føler sig trygt, åbner døren sig til, at familierne kan støtte og bidrage til udvikling og trivsel. Undersøgelsen bekræfter en sammenhæng mellem relationernes tæthed og familiernes mulighed for at bidrage til positiv udvikling hos barnet.
De adspurgte familier er bosat på tværs af hele landet og har givet solide kvantitative indsigter om vores målgrupper, match og relationer. Med midtvejsanalysen har vi hermed fået indsigter som vi fremadrettet vil bruge til at udvikle vores indsats. Undersøgelsen har bl.a. sat fokus på:
- Den vigtige forberedelse af venskabsfamilier, som fremadrettet kan gøres endnu bedre.
- Læringer og indsigter om de svære relationer, som kræver endnu mere støtte og sparring, men over tid kan gøre den største forskel for barnet eller den unge.
Mange tak til VIVE for samarbejdet og Trygfonden for at støtte projektet.