PRESSEMEDDELELSE

Mentorbarn fylder 10 år — og styrker bestyrelsen

31. marts 2025

I 10 år har Mentorbarn skabt livsforandrende relationer ved at matche børn og unge i udsatte og
sårbare positioner med frivillige venskabsfamilier. En indsats båret af civilsamfundet — og af troen
på, at ikke-betalte relationer kan noget, systemet ikke altid kan alene.

Vi ser ind i et årti, hvor civilsamfundet og de frivillige får en endnu vigtigere rolle.

Derfor ruster vi Mentorbarn med stærke kræfter til bestyrelsen:

Helene Bier Lilleør
Strategisk rådgiver og tidligere Innovationschef i ROCKWOOL FONDEN.

Cecilia Decara
Stifter og Konsulent, Børn & Samfund. Tidligere National Chef i UNICEF Danmark.

Forperson i Mentorbarn Annemarie Zacho-Broe glæder sig over at to så stærke profiler nu træder
ind i bestyrelsen: ”Mentorbarn står med indgangen til 2025 et godt og solidt sted. Med Barnets Lov
er der kommet det nødvendige fokus på betydningen af ikke-betalte relationer for børn og unge i
udsatte positioner. Med vores to nye bestyrelsesmedlemmer ser jeg frem til, at vi skal styrke
Mentorbarns metodiske arbejde og vores fortalerarbejde for børns rettigheder”.

 

Helene Bier Lilleør udtaler: „Jeg oplever, at essensen af Mentorbarn er ren, præcis og
omsorgsfuld. Det er en elegant indsats, der muliggør nye møder mellem mennesker, der på
forskellig vis kan bidrage til hinandens liv gennem nærvær og samvær. Jeg ser Mentorbarn som et
eksempel på social innovation af fineste kaliber.‟

Cecilia Decara tilføjer: „Relationer er det vigtigste, vi har. Jeg ser frem til at bidrage til, at endnu
flere børn og unge i udsatte og sårbare positioner møder støttende, frivillige relationer. Jeg tror på,
at stærke relationer, kendskab til rettigheder og tydelige rammer er vigtige for gode børneliv.‟

 

Om Mentorbarn:
Mentorbarn er en dansk NGO, der siden 2015 har arbejdet for, at alle børn og unge har ret til
betydningsfulde og stærke relationer. Vi giver børn og unge i sårbare og udsatte positioner
mulighed for stærkere netværk. Det gør vi ved at give dem en venskabsfamilie: En frivillig,
omsorgsfuld og udviklende relation.

Gennem Mentorbarns arbejde får børn og unge i udsatte positioner mulighed for at tage del i, og
føle samhørighed med, en anden type familiedynamik. Herigennem kan de opleve nære relationer.
De bliver en del af et omsorgsfuldt, tæt og forpligtende fællesskab, hvor de kan trives, udvikle sig personligt samt få den støtte de har brug for gennem deres barndom, ungdomsliv og videre ind i
voksenlivet.