En barndom med et spinkelt netværk
Et nyt vidensprojekt om børn, der vokser op uden trygge voksne omkring sig
Hos Mentorbarn møder vi mange børn og unge, der savner voksne at spejle sig i. De har et spinkelt netværk – få nære relationer og voksne, som ofte selv står i sårbare situationer. Det betyder, at alt fra familietraditioner til hverdagens små trygheder kan mangle.
Med projektet En barndom med et spinkelt netværk vil vi give børnene en stemme. Vi undersøger, hvordan de selv oplever deres netværk, og hvordan de håndterer følelsen af at stå alene. Samtidig ønsker vi at skabe ny viden, der kan styrke både opsporing og støtte til børn og unge i lignende situationer.
Formål
Formålet er at forstå, hvordan det opleves at vokse op med et spinkelt netværk – og hvad der skal til for, at børn og unge får betydningsfulde voksne i deres liv.
Den nye viden skal bruges både i Mentorbarns eget arbejde og i den bredere indsats omkring børn og unge i udsatte positioner.
Resultaterne vil blive delt med fagfolk, kommuner og civilsamfund, så de kan bruges til at skabe bedre indsatser og mere målrettet støtte.
Unge som medundersøgere
Noget af det særlige ved projektet er, at børn og unge ikke blot er deltagere – de er medundersøgere. En gruppe unge med egen erfaring som mentorbørn bliver en aktiv del af undersøgelsen. Sammen med Mentorbarns fagfolk er de med til at forme spørgsmål, indsamle data og analysere resultater. På den måde sikrer vi, at undersøgelsen tager afsæt i børnenes egne perspektiver og erfaringer.
Sådan foregår undersøgelsen
Projektet gennemføres i fire faser:
- Opstart: Rekruttering af unge medundersøgere og etablering af undersøgelsesteamet.
- Design: Udvikling af spørgsmål og metoder gennem workshops og fælles læring.
- Dataindsamling: Interviews og kreative øvelser med børn i alderen 7–15 år.
- Formidling: De unge medundersøgere er med til at præsentere resultaterne gennem rapporter, billeder og oplæg.
Samarbejde og organisering
Projektet gennemføres af Mentorbarn med støtte fra Helsefonden