Vil du være med til at skabe bedre netværk for børn og unge i udsatte positioner?

Mange børn vokser op uden betydningsfulde voksne og uden det netværk, der er så afgørende for at trives og udvikle sig. NGOen Mentorbarn tilbyder børn og unge i udsatte positioner en frivillig venskabsfamilie, der åbner deres hjem for barnet og inviterer barnet ind i familiens fællesskab. Vil du med på holdet og bidrage til, at Mentorbarns administrative opgaver bliver løst på bedst mulig vis – så er det måske dig, der er vores nye administrative medarbejder/PA!

I Mentorbarn brænder vi for at sikre, at alle børn og unge har et godt netværk med betydningsfulde relationer. Desværre vokser mange børn og unge op i netværksfattigdom uden stabile voksne omkring sig, og de mangler derfor det netværk, som er så afgørende for at trives og udvikle sig. Vores primære målgruppe er børn og unge anbragt udenfor hjemmet samt børn og unge med forebyggende foranstaltninger.

Vi har i dag samarbejdsaftaler med ca. 35 danske kommuner, og der kommer løbende flere til. I samarbejde med kommunerne identificerer vi de børn og unge, der kunne have gavn af en venskabsfamilie, og gennem en grundig screenings- og matchproces sørger vi for at matche børnene og de unge med en egnet venskabsfamilie. Vi sørger også for opfølgningssamtaler og supervision af venskabsfamilien, så relationen forhåbentligt kan udvikle sig til at blive varig.  

De frivillige venskabsfamilier, vi rekrutterer, er helt almindelige familier, som har overskud til at åbne deres hjem for et barn eller en ung, som mangler et godt voksennetværk. Vi ved, at det har stor betydning for børnene og de unge, at der er tale om en ulønnet og tidsubegrænset relation, der kan fungere som et supplement til den professionelle støtte, børnene og de unge modtager.

Vil du med på et hold, der brænder for at gøre en forskel?

Vi er i gang med at udbrede og videreudvikle vores venskabsfamiliekoncept, og vi har rygende travlt! 1. januar trådte Barnets Lov i kraft, som betyder, at alle kommuner fremover skal tilbyde institutionsanbragte børn og unge en venskabsfamilie eller støtteperson. Mentorbarn er den førende organisation på området, og vi vil i de kommende år udbrede vores arbejde til endnu flere kommuner.

Som administrativ medarbejder/PA er du med til at sikre, at Mentorbarns administrative opgaver løses på bedst mulig vis, så vores socialfaglige medarbejdere kan bruge deres tid på kerneopgaven: at matche børn og familier. Du bliver med andre ord vores administrative hjerte, der sørger for, at maskinen kører som smurt i olie.

Dine arbejdsopgaver vil være mangfoldige og bl.a. bestå af:

  • Bistå procesledere med at indhente børne- og straffeattester på de familier, vi screener

  • I dialog med vores bogholder stå for løbende budgetopfølgning og rapportering

  • Fakturering til kommunerne og opgaver i netbank

  • Opgaver i forbindelse med afrapportering til fonde og andre samarbejdspartnere

  • Opdatering af hjemmeside og IT-system sammen med vores eksterne IT-partnerne

  • Sekretær/PA for den daglige ledelse

  • Ad hoc-opgaver af administrativ karakter

 

Vi leder efter dig, der har erfaring med administration og et udpræget servicegen!

Som administrativ medarbejder/PA er du drevet af at bane vejen for, at vores socialfaglige medarbejdere kan lykkes. Du spiller en vigtig rolle i at sikre, at der er ’styr på butikken’, og at de øvrige medarbejdere får den hjælp, de har brug for.  

Vi forventer, at du:

  • Har en relevant uddannelse og min. tre års relevant erhvervserfaring.

  • Er bosat i nærheden af Vejle eller København NV, hvor vi har kontorer.

  • Har erfaring med flere af de administrative opgaver, der er nævnt ovenfor. Du behøver ikke at mestre det hele i dag, men i så fald skal du have lyst til at lære.

  • Har din administrative værktøjskasse i orden og har en god driftsøkonomisk forståelse.

  • Er skarp i skrift og tale.

  • Har et udpræget servicegen og sætter en stor ære i at hjælpe dine kolleger.

  • Er proaktiv og spiller dig på banen, når du ser et behov.

  • Bidrager til et konstruktivt samarbejde og har et godt humør.

  • Har lyst til at være en del af en NGO i rivende udvikling, hvor to dage sjældent er ens. Vi arbejder med social innovation, og du skal trives i en hverdag, hvor ’plejer’ ikke eksisterer, og hvor du har et stort personligt ansvar for, at vi lykkes. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra en NGO eller fra frivilligt arbejde.

 

Du bliver en del af et fantastisk team – og en organisation i vækst

Som medarbejder i Mentorbarn bliver du en del af et lille, dedikeret team, som er præget af stor gensidig respekt, åbenhed og nysgerrighed. Vi er ambitiøse og vægter faglighed højt. Der er plads til at præge organisationens udvikling, og vi har en ligefrem og ærlig dialog. Vi brænder alle for at gøre en forskel og for at udbrede venskabsfamilieindsatsen til mange flere kommuner, så endnu flere børn og unge kan få gavn af den. Vi er ildsjæle, og det skal du også være.

Du vil sikkert opleve at:

·       Vi har høje forventninger til dig og til hinanden. Men det er en fælles opgave, at vi lykkes, og vi går op i at spille hinanden gode og levere kollegial sparring, når noget er svært.

·       Det er enormt givende at være en del af en lille, men ambitiøs NGO i vækst. Du får et arbejdsliv med stor mening, men det er også krævende, for det kræver ofte stor vedholdende at lykkes.

·       Vi vægter work-life balance højt. Jobbet er fleksibelt, og du er selv med til at tilrettelægge din arbejdstid.

·       Det meste af dit arbejde vil foregå på vores kontor enten i Vejle eller i København NV, men der vil også i nogen grad være arbejdsdage andre steder i landet i forbindelse med fælles afdelingsmøder. Der er i noget omfang mulighed for hjemmearbejde, men vi sætter også stor pris på at se hinanden i den virkelige verden.

·       Stillingen er som udgangspunkt fuldtid og tidsubegrænset, og lønniveauet vil være ca. 30.000 kr. plus 10% i arbejdsgiverbetalt pension. Vi har fælles, obligatorisk pensions- og sundhedsordning.   

Okay, det lyder jo meget godt – hvad gør jeg nu?

Du søger jobbet via Jobindex her senest fredag d. 9. februar. Vi har brug for et CV og en ansøgning på max 1 side samt uddannelsesbevis.

Samtaler afholdes d. 20. og 22. februar. Du bedes anføre i ansøgningen, hvis dette giver udfordringer for dig.

Vi forventer, at du kan tiltræde senest d. 1. april 2024. Er dette ikke muligt, bedes du anføre dette i ansøgningen. Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte sekretariatschef Mads Espersen Lyager på 2384 3376. Læs gerne mere på www.mentorbarn.dk.

I vores Privatlivspolitik, som du finder på www.mentorbarn.dk kan du læse, hvordan vi opbevarer og behandler dine oplysninger.

Comment